Nyt Shell-anlæg i Aalborg Havn er kommet godt fra land

Med et spritnyt tankanlæg i Aalborg Havn øst har DCC Energi givet lastbiler, busser og andre tunge køretøjer en ny central mulighed for at tanke både diesel, GTL-brændstof og AdBlue. Og den seneste opgørelse over trafikken på det nye anlæg, der åbnede i juni, viser, at netop den mulighed har været længe ventet blandt aktørerne i den tunge trafik i det østlige Aalborg.

”Vi havde gode forventninger til den relativt store investering, det naturligvis er at etablere et nyt tankanlæg fra grunden. Men jeg må erkende, at vi faktisk er kommet bedre fra land, end vi havde turde håbe på. Siden juni er trafikken kun gået frem, og vi kan se, at det både er traditionel diesel og det naturgasbaserede GTL-brændstof, der trækker erhvervskunder til anlægget,” siger Søren Møller Maretti og tilføjer:

”Det er svært at være utilfreds med, at et nyt anlæg, der ligger i en del af havnen, som fortsat er under hastig udvikling, så hurtigt har fået et solidt kundegrundlag. Det fortæller mig bl.a., at aktivitetsniveauet i transport og byggeri, som udgør vores primære kunder, trods inflation, mm. er på et ok sted. Men det understreger også det potentiale, der er i Aalborg Havn øst for yderligere vækst i de kommende år, synes jeg”.

Det er et perspektiv, man deler hos Port of Aalborg ifølge adm. direktør, Kristian Thulesen Dahl.

”Aalborg havn er et vigtigt og travlt trafikalt knudepunkt for transportsektoren i Nordjylland og mellem landsdelene, og det stiller store krav til vores infrastruktur. Derfor arbejder vi hele tiden på at optimere infrastrukturen og faciliteterne for havnens brugere. Det nye anlæg understøtter netop dette formål, og det styrker hele området her på havnen.”

Kortsamarbejde giver adgang til 290 truckanlæg

Om Shell stationerne

Siden november 2016 er det DCC Energi, der gennem en licensaftale med Shell, har været ansvarlig for den samlede drift af Shell stationerne i Danmark.

Læs mere på Shellservice.dk

DCC Energi, som bl.a. står bag det danske Shell netværk, har i de seneste år gradvist udbygget tilbuddet til den tunge transport med endnu bedre adgang til bl.a. Shell FuelSave diesel og GTL.

Samtidig har energiselskabet haft fokus på at skabe nye fordele for erhvervssegmentet. Eksempelvis ved at indgå utraditionelle partnerskaber, som kortsamarbejdet med IDS/Q8, der i dag gør det muligt for alle Shell Card Erhverv-kunder at tanke på truckfaciliteter på tværs af Shell, Shell Express, Q8 og F24 tankstationerne. Det er noget mange transportører og vognmænd har glæde af, fortæller Søren Møller Maretti.

”Tilgængelighed er alfa og omega for transportørerne. Med kortsamarbejdet sikrer vi, at vores erhvervskunder kan tanke med deres fordele uanset, hvor i landet de er og uanset, om det er på vores truckanlæg eller hos Q8 og F24. Det er et samarbejde, der fungerer rigtig godt, og som understreger den ambition, vi har om altid at sætte kundens behov i centrum for vores løsninger,” forklarer han.

Med åbningen i Aalborg Havn har Shell netværket nu 156 stationer med truckfaciliteter herhjemme. Hertil kommer muligheden for at tanke på alle Q8 og F24 truckstationer med Shell Card Erhverv – i alt 290 truckstationer i Danmark.

Yderligere information

Søren Møller Maretti, Direktør for Mobilitet i DCC Energi, 2220 0467