Naturgas – Kundeservice

Har du spørgsmål til din naturgasaftale?

Bestilling

Hvordan bestiller jeg naturgas?

Det er nemt at bestille naturgas hos os – vi klarer det meste for dig. 

    • 1. Vælg den aftale, der passer bedst til dit forbrug. 
    • 2. Udfyld bestillingen og bekræft. 
    • 3. Fortæl os, om du skifter leverandør eller er ny på adressen. 

Vi sørger fordet praktiske og kontakter dit distributionsselskab (Evida). Hvis der skal aflæses måler, får du besked direkte. Omkring 5 uger efter et leverandørskifte modtager du en slutopgørelse fra din tidligere leverandør.

Bestiller du også en serviceaftale hos os, skal du huske at afmelde denne del hos din tidligere leverandør.

Hvor længe er jeg bundet af en aftale?

Du kan maksimalt være bundet i 6 måneder. Hvis du skifter leverandør inden bindingsperiodens udløb, kan din nuværende leverandør opkræve et gebyr. Vi anbefaler, at du tjekker dine vilkår hos din nuværende leverandør, inden du skifter.

Når du er oprettet hos os:

Bestiller du en aftale med binding, sender vi dig en påmindelse ca. 20 hverdage inden din aftale udløber, for at gøre dig opmærksom på at du kan skifte aftale.

Vælger du ikke at skifte aftale, overgår du automatisk til en aftale uden binding.

Kan jeg fortryde min bestilling?

Ja – du har 14 dages fortrydelsesret. Du kan fortryde din bestilling inden for 14 dage efter, at du har modtaget bekræftelsen på din aftale.

Send blot en mail til [email protected], så hjælper vi dig videre. 

Hvordan opsiger jeg min aftale?

Hvis du skifter til en anden leverandør, skal du ikke gøre noget – vi får automatisk besked, og du modtager en slutopgørelse 4–6 uger efter. 
 
Hvis du har en aftale med binding, vil du blive opkrævet 750 kr. i gebyr på din slutopgørelse.
 
Hvis du flytter: Send en e-mail på [email protected] med oplysninger om flyttedato, måleraflæsning samt navn og kontaktoplysninger på ny beboer.
 
Er din bolig en lejebolig, bedes du oplyse om administrator/ejer af boligen.
 
Hvis du skifter varmekilde: Når du har givet besked til distributionsselskabet, modtager vi informationen automatisk og sender dig en slutopgørelse, når dit forbrug er endeligt opgjort.

Du vil blive opkrævet aconto indtil Evida er færdige med slutbehandlingen.

Faktura og betaling

Ny kunde – hvordan bliver jeg opkrævet?

Vi opkræver altid aconto én måned forud.

Afhængigt af hvornår din aftale starter, kan din første faktura derfor dække op til 1,5 måned.
Vi danner typisk fakturaer midt i måneden, og betalingen sker i slutningen af samme måned.

Hvordan modtager jeg mine naturgasfakturaer?

Du modtager dine fakturaer på e-mail. Når du bestiller en aftale hos os, registrerer du din e-mailadresse, og fakturaerne sendes automatisk hertil. Du kan altid ændre din e-mailadresse via selvbetjeningen.

For at logge ind skal du bruge dit kundenummer og din pinkode, som fremgår af din bekræftelse og dine fakturaer.

Vi sender ikke fakturaer med posten. Har du ikke en e-mail, kan du finde dine fakturaer i selvbetjeningen hver måned.

Hvornår og hvordan betaler jeg min faktura?

Fakturaen skal betales senest 10 dage efter fakturadato, medmindre du betaler via Betalingsservice.
Du kan vælge mellem følgende betalingsformer:

Kortbetaling: Du kan tilmelde dig automatisk betaling med betalingskort (fx Visa eller Mastercard).
Dine kortoplysninger kan altid opdateres via selvbetjeningen.
Forfaldsdatoen fremgår altid af fakturaen.

Betalingsservice (BS): Du kan tilmelde dig Betalingsservice via din netbank.

    • BS-nummer: 07508107
    • Debitorgruppe: 00001
    • Kundenummer: dit kundenummer

Ved Betalingsservice er forfaldsdatoen altid 1. hverdag i en ny måned.

Ønsker du at skifte fra kortbetaling til Betalingsservice, kan du kontakte kundeservice på 70 150 150 eller [email protected].

Hvad dækker min naturgasfaktura?

Vores faktura dækker selve naturgassen.
Dit distributionsselskab Evida opkræver separat for:

    • Distribution af naturgas
    • Afgifter til staten

Aconto-beløbet beregnes ud fra dit forventede årsforbrug og den aftale, du har valgt.
Fire gange om året aflæses din måler, og på baggrund af dit faktiske forbrug sender vi dig en opgørelse.

Hvornår og hvordan aflæser jeg min måler?

Du aflæser din måler fire gange om året:

    • 31. marts
    • 30. juni
    • 30. september
    • 31. december

Evida kontakter dig direkte og oplyser, hvornår og hvordan du skal aflæse din måler.
Aflæsningen skal ske til Evida og kan ikke sendes til os.
Evida opgør dit forbrug og sender oplysningerne til os i starten af måneden efter aflæsningen.

Du kan se dit reelle forbrug hvert kvartal på din opgørelse.
Vi sender herefter din opgørelse i: April, Juli, Oktober, Januar

Din aflæsning bruges også til at justere dit forventede årsforbrug, som danner grundlag for kommende acontofakturaer.

Du modtager desuden 4 årlige fakturaer fra Evida for distribution og afgifter.
Den aconto, der opkræves måneden før en opgørelse, indgår først i den næste opgørelse, da perioden ikke overlapper.

Skal du flytte?

Hvornår og hvordan melder jeg flytning?

Du skal give os besked senest 5 dage efter, du er flyttet. Send en mail til [email protected] med:

    • Dit kundenummer
    • Flyttedato
    • Måleraflæsning
    • Navn, e-mail og telefonnummer på ny beboer

Den nye beboer kan frit vælge naturgasleverandør. Når du flytter ud, skal vi dog registrere, hvem der er ny forbruger på adressen.

Vigtigt: Hvis du ikke giver os besked, og den nye beboer ikke tilmelder sig en naturgasleverandør, vil du fortsat modtage regninger.

Hvis en ejendomsmægler håndterer flytningen, er det tilstrækkeligt, at vi modtager nøgleoverdragelsesdokument eller aflæsningsskema. Hermed sikrer du, at du også bliver afmeldt fx el og andre forsyninger.

Når vi har modtaget din aflæsning, sender vi den videre til Evida. Efter ca. 5 uger har Evida opgjort dit forbrug, og vi sender dig en slutopgørelse.

Hvordan sender jeg min måleraflæsning, når jeg flytter?

Når du flytter, skal du sende din måleraflæsning til os på [email protected] sammen med:

    • Kundenummer
    • Flyttedato
    • Din nye adresse
    • Navn, e-mail og telefonnummer på ny beboer

Herefter sender vi din aflæsning videre til Evida.
Efter ca. 5 uger har Evida opgjort dit endelige forbrug, og du modtager en slutopgørelse fra os.

Links som kan være nyttige for dig som naturgaskunde

Spørgsmål til distribution og afgifter:

Evida driver, vedligeholder og anlægger gasdistributionsnettet i hele landet. Evida transporterer gassen frem til dig og opkræver dig for distribution og afgifter.

Har du spørgsmål til den faktura, du modtager for distribution og afgifter, skal du kontakte Evida:

Tlf. 7789 9000
E-mail: [email protected]

Læs mere om Evida her

Smilende kvinde fra kundeservice med headset på foran to computerskærme