Efter en grundig proces, hvor alle i DCC Energi har haft mulighed for at bidrage, kunne vi tirsdag formiddag afsløre, at DCC Energi nu også har certifikat på at være en god arbejdsplads.
På et townhall-møde kunne Director of People & Culture, Susanne Riis Vang, og Change & Engagement Manager, Pernille Krause Therkildsen, nemlig dele, at arbejdet med at blive certificeret under Great Place To Work var faldet overordentligt positivt ud. Bag glas og ramme understreger certificeringen sort på hvidt DCC Energis målrettede indsats for at udvikle og fremme en god, rummelig, udviklende og fleksibel arbejdsplads.
”Det er naturligvis med stor stolthed og glæde, at vi nu officielt kan kalde os et Great Place To Work. Som virksomhed og arbejdsgiver er det en anerkendelse af vores fokus på arbejdsglæde og motivation – ikke mindst fordi den kommer direkte fra vores dygtige og engagerede medarbejdere,” fastslår Susanne Riis Vang.

Arbejdet fortsætter målrettet
Tallene fra Great Place To Work’s medarbejderundersøgelse hos DCC Energi taler da også deres tydelige sprog. For eksempel svarer 93%, at DCC Energi er et rigtig godt sted at arbejde, mens 95% oplever, at kollegaerne udviser omsorg for hinanden.
”Selv om vi naturligvis benytter lejligheden til at fejre, at vi nu er en del af det gode selskab hos Great Place To Work, så er det faktisk kun et skridt på vejen. Jeg håber og tror, at alle i DCC Energi mærker og ved, at vi har store ambitioner om at udvikle vores fælles arbejdsplads i de kommende år. Det er en indsats, der fortsætter ufortrødent – nu bare med et fint bevis på væggen, der fortæller os alle, at vi gør mange ting rigtigt allerede.”
Kort om Great Place To Work
Great Place To Work er en global organisation, der arbejder for at anerkende og understøtte udviklingen af arbejdspladser, hvor medarbejdere trives og føler sig værdsat. Ambitionen er at fremme et arbejdsmiljø præget af tillid, respekt og stolthed som en vej til en arbejdskultur, hvor medarbejdere føler sig engagerede og motiverede til at yde deres bedste.
Hvert år kårer Great Place To Work bl.a. ”Danmarks Bedste Arbejdsplads” baseret på omfattende undersøgelser og analyser af medarbejdertilfredshed og arbejdspladskultur i forskellige virksomheder.
Se mere om undersøgelsen hos DCC Energi.