Rådgivning og en masse ræs på Europas største elbilsmesse
Rådgivning og en masse ræs på Europas største elbilsmesse
Med 21.600 besøgende og alle de nyeste elbiler bød weekenden den 25. til 27. oktober på en unik mulighed for at lære alt om livet som elbilist. Her samlede eCarExpo bilimportører, brancheforeninger og ladeudbydere i Bella Centeret. Blandt andre DCC Energi der har været fast udstiller på Europas største elbilsmesse de seneste år.
5 minutter
Med en samlet løsning til nem betaling og ladning både hjemme og på farten bød DCC Energis eCarExpo-stand på rig lejlighed for rådgivning ud i livet som elbilist. Krydret med skarpe tilbud på hjemmeladere, konkurrencer og underholdende simulator-race var det noget, der faldt i god jord blandt de tusinder af gæster. Ikke mindst muligheden for at samle alt omkring ladning på farten i en fleksibel betalingsløsning med Shell Card var et populært tema.
Shell Card giver elbilister alle fordelene ved det klassiske ’benzinkort’. Eksempelvis rabat på KW-prisen på Shell tankstationernes lynladere. Men der er endnu en trumf ved kortet. Nemlig adgangen til nem betaling på hovedparten af alle ladestandere i Danmark og Europa. Mere præcist over 22.000 ladestandere i Danmark og cirka 700.000 ladestandere rundt om i Europa.
For såvel nuværende som nye elbilister betyder det, at man med et Shell Card kan erstatte det hav af mobilapps og ladebrikker, det i dag kræver at lade på farten. Det var et budskab, der, ifølge Kristian Sloth, produktchef for e-Mobility i DCC Energi, interesserede rigtig mange af de besøgende på eCarExpo i år.
Debat på eCarExpo-scenen
Selv var han også med på eCarExpo-scenen søndag for netop at diskutere ladning på farten for landets 300.000+ elbilister. Herunder behovet for åben og gennemsigtigt adgang til at lade nemt i en fremtid, hvor det at køre elbil gerne skal være lige så ubesværet, som det er at køre benzin- eller dieselbil.
Og apropos fremtid. Allerede fredag var Lena Løwe Sørensen, kommerciel direktør i DCC Energi, også på scenen. Her satte eCarExpo fokus på det univers af ’plus-ydelser’ til ladestationer og elbiler, der pibler frem og som åbner en ny verden for både kommercielle selskaber og forbrugerne.
Det blev til en spændende diskussion om alt fra nye betalingstjenester og individuelle services, til elbilen som husstandens eget elværk (Vehicle-to-Home) og elbilen som supportbatteri for elnettet (Vehicle-to-Grid).