Ladeboks – Kundeservice

Find svar på de oftest stillede spørgsmål om ladebokse

Hvad er en standardinstallation?

Almindelige elinstallationer er ikke lavet til at kunne trække så meget strøm, som en elbil har brug for. Derfor er det nødvendigt at få lavet en udvidet installation til ladeboksen af en autoriseret elinstallatør. En standardinstallation opfylder alle de gældende sikkerhedskrav i forhold til eltavlen og også de krav, som bilfabrikanterne stiller i forhold til elbilens garanti.

  • Installationen indebærer, at ladeboksen får sin egen sikringsgruppe, og at der tilføjes et fejlstrømsrelæ. Konkret betyder det, at du får installeret automatsikring på 20 ampere samt fejlstrømafbryder, enten som kombienhed eller to separate enheder i din eksisterende eltavle.
  • Fra eltavlen trækkes et installationskabel (5 x 6 mm2) på op til 15 meter langs eksisterende gulv eller husmur. Kablet fremføres i samme etageniveau og fastgøres enten bøjlet eller klipset.
  • Ladeboksen vægmonteres.
  • Installatøren aktiverer ladeboksen og tester, at ladeboksen fungerer, samt sikrer, at alle forbindelser er tilsluttet korrekt.

Hvad afviger typisk fra en standardinstallationen?

Der kan være ekstraomkostninger, hvis man fx ikke ønsker, at ladeboksen skal vægmonteres, hvis der er gravearbejde, eller hvis kablet skal føres en speciel vej. Ved kabelfremføring i krybekælder eller i isolering i loftrum, kan der også forekomme pristillæg.
Etablering af ekstra jordspyd kan i nogle tilfælde også være nødvendig og kan give ekstraomkostninger. Det kan skyldes for høj overgangsmodstand til jord (max. 100 Ohm) eller skærpede krav i elbilens kravsspecifikation.
Installatøren vil altid forventningsafstemme med dig vedr. opgavens omfang og pris, inden installationen påbegyndes.

Betingelser for en standardinstallation

  • Din eksisterende installation overholder gældende lovgivning.
  • Ladeboksen placeres, hvor det er hensigtsmæssigt og muligt i forhold til opladning – typisk på garagevæg, carport eller husmur (ved en vægmontering).
  • Din eltavle skal være placeret i stueplan. Højdeforskellen mellem kablets føringsvej og terræn må maximalt være 3,0 meter.
  • Sikring foran gruppetavlen må ikke overstige 63 ampere.
  • Du skal have den fornødne effekt på 11 kW til rådighed i din installation (min. 16A)
  • Du skal have 4G LTE-M mobildækning dér, hvor ladeboksen skal sidde. Der sidder nemlig et simkort (eSim) i ladeboksen, som skal kunne komme på telefonnettet. Manglende forbindelse ses oftest i landområder eller kældre. Hvis du ikke har mobildækning, skal ladeboksen kobles op på dit wifi, som skal være 2,4 GHz.

Kan jeg oplade flere biler?

Ladeboksen har ét udtag og kan dermed lade én elbil ad gangen. Har du behov for at oplade flere biler samtidig, har du brug for en ekstra ladeboks og installation.

Kan jeg oplade min firmabil med denne løsning?

Har du en leaset firmabil, vil vi anbefale dig at kontakte din arbejdsgiver for at forhøre dig, om leasingfirmaet har et samarbejde med DCC Energi. Alternativt er du velkommen til at kontakte os for at tage en dialog om en løsning.

Hvordan kan jeg oplade til 22 kW?

De fleste løsninger til private hjem fås i intervallerne 3,7 – 11 kW. I nogle tilfælde, kan der også installeres til 22 kW, dog kræver det 32 ampere (en normal installation til elbilsopladning er på 16 ampere). 
Der kan også laves installationer med 32 ampere, men det kræver ofte ændringer helt ude i vejen og en udgift til elselskabet.

Kan jeg få afgiftsrefusion?

Ja, du kan få afgiftsrefusion.

Smilende kvinde fra kundeservice med headset på foran to computerskærme