Frem mod 2030 forventer Energistyrelsen en firdobling af solcellekapaciteten fra ca. 5 til 20 GW baseret på såvel store markanlæg som tagbaserede anlæg hos private, virksomheder og på kommunale bygninger. Og med lanceringen af en ny solcelleforretning rykker et af landets få full-service energiselskaber, DCC Energi, nu helt tæt på kommende solcelleejere blandt husejere, landbrug, virksomheder og kommunale kunder.
”Vi ser ind i et attraktivt marked, som vi forventer vil vokse kraftigt i de kommende år. Så timingen for at gå i luften med vores solcelleforretning er god. Samtidig er det stadig et relativt ungt marked præget af mange mindre spillere, typisk installatørvirksomheder, og med afsæt i meget forskellig teknologi. Derfor er der ikke mange i markedet, der har den skala og kundebase i privat- og erhvervsmarkedet kombineret med den installationserfaring og forsyningskæde, som vi nu kommer ind med,” forklarer Daniel Andersen, adm. direktør i DCC Energi.
DCC Energis solcelleforretning trækker på kompetencer og erfaringer i DCC-koncernens to solcelleselskaber, Wewise, der sælger solcelleanlæg i hele Nordeuropa og Solcellekraft, der er en markant spiller på det norske marked. Tilsammen har de to selskaber til dato installeret op mod 15.000 anlæg. Så det er langt fra en uerfaren spiller, der nu indtager det danske marked, understreger Daniel Andersen.
”Det er klart, at sol er et nyt forretningsområde for os her i Danmark. Men med baggrund i erfaringer fra en række af vores nabolande har vi den fordel, at vi ikke skal starte alt op fra bunden.”
I vores solcelleforretning trækker vi fra dag ét på stor knowhow i DCC-koncernen, og vi kobler os på en solid og stabil forsyningskæde. Dermed bygger vi den danske solcelleforretning på gennemtestet teknologi, der allerede er i drift hos flere tusind privat og virksomheder
Daniel Andersen, adm. direktør i DCC Energi.
Organisk frem for opkøbsvejen
Lanceringen af solcelleforretningen kommer efter en længere periode, hvor DCC Energi har søgt efter potentielle opkøbsemner. Dog uden at finde det rigtige strategiske match. Derfor bygger DCC Energi selv forretningen, der bliver lanceret som en slags intern startup i DCC Energi med afsæt i et mindre team, der favner forretningsudvikling, teknologi samt B2C- og B2B-salg.
”Vi kommer til at anvende en for os lidt alternativ tilgang til at etablere et nyt forretningsområde, hvor vi kan være mere agile og innovative i vores markedstilgang, løsningsmodeller og salg. Men vi sikrer fra start et tæt samspil med de andre dele af forretningen samtidig med, at vi trækker på vores nordisk teknologi- og løsningskompetencer,” fortæller direktør for forretningsudvikling, Thomas Heltborg Juul.
Over de seneste år har DCC Energi investeret målrettet i nye, alternative energiløsninger og elektrificering. Tidligere på året åbnede energiselskabet for elsalg til private og erhverv. En ny forretning, der er kommet godt fra start. Og siden 2022 er der både kommet varmepumpesalg og løsninger til de stadig flere elbilister på hylderne. Ifølge Thomas Heltborg Juul er der sat et realistisk startmål for den nye forretning, som sigter mod, at DCC Energi leverer et par håndfulde færdige solcelleanlæg i løbet af det næste halve år. Frem mod udgangen af finansåret 2028 er ambitionen, at DCC Energi etablerer sig som en førende aktør på markedet for anlæg til privat- og erhvervskunder.
”Vi har en klar strategi for at gøre DCC Energi til en markant spiller i solcellemarkedet indenfor fem år. Det mener vi er realistisk for en full-service energivirksomhed som vores, der kommer ind i markedet med en kæmpe kundebase. Det giver en klar konkurrencefordel, at vi bygger videre på de relationer, vi allerede har til private husstande med alt fra naturgas til energiservice, elsalg og varmepumper, mens vi på erhvervssiden er stærkt repræsenteret hos bl.a. kommuner, virksomheder og landbruget, hvor vi forventer en pæn vækst for solceller,” siger han.