Virksomhedsberedskabet består af private virksomheder, der er gået sammen for at tage ansvar for Danmark i tilfælde af en national krise. Det nye beredskab er baseret på frivillighed, og er et supplement til det centrale, nationale beredskab. Som nyt medlem stiller energiselskabet DCC Energi bl.a. sit landsdækkende logistiknetværk og distributionskapacitet til rådighed for Virksomhedsberedskabet og samarbejdet med relevante, offentlige myndigheder og beredskaber.
”Som stort, landsdækkende energiselskab mener vi selv, at vi har en mulighed og dermed også et ansvar for at bidrage til Danmarks samlede beredskab. Derfor har vi valgt at tilslutte os Virksomhedsberedskabet og dermed stille vores kompetencer og kapacitet på energiområdet til rådighed, hvis der skulle opstå en krisesituation. Vi har i forvejen en række forpligtelser i forhold til samfundskritisk infrastruktur, og det er den erfaring og indsigt, vi nu kan bidrage med til Virksomhedsberedskabet,” siger Daniel Andersen, adm. direktør i DCC Energi.
DCC Energi hjælper kunder i hele landet med afsæt i et stærkt distributionsnet og en flåde på op mod 100 tankbiler, der håndterer forsyninger af både alternative brændstoffer som HVO og GTL, SAF og diesel, fyringsolie og benzin. Hertil kommer landsdækkende energiservice med kørende serviceteknikere, der vedligeholder og servicerer varmepumper samt olie- og gasfyr. DCC Energi står også bag netværket af Shell tankstationer i Danmark.
Virksomhedsberedskabet er etableret af Falck og vil i en krisesituation aktivere de relevante medlemsvirksomheder for at sikre en hurtig og effektiv indsats i samarbejde med det offentlige beredskab. Beredskabet skal bl.a. være med til at sikre, at materiel, fødevarer, brændstof, køretøjer og fornødenheder langt hurtigere kan aktiveres ved regionale eller nationale kriser. Virksomhedsberedskabet bistår også medlemsvirksomhederne med kriseplaner og varsler, så de er parate til at bidrage, når det virkelig gælder og afhængig af den specifikke krise og dens omfang.
Se mere: https://www.falck.dk/om-falck/nyheder-og-presse/virksomhedsberedskab/virksomhedsberedskab/
For yderligere information, kontakt venligst:
Daniel Andersen, adm. direktør i DCC Energi, 2220 5119
Om DCC Energi
DCC Energi forsyner Danmark med en bred vifte af energiløsninger. Som et af landets største energiselskaber udvikler DCC Energi løbende forretningen med nye, mere bæredygtige energiformer og services i takt med, at kundernes behov skifter. Eksempelvis biobrændstoffer, biogas, el, ladeløsninger til elbilister, varmepumper og varmeservice. Selskabet står også bag Shell tankstationerne i Danmark og forsyner danske lufthavne med flybrændstof. DCC Energi beskæftiger mere end 250 medarbejdere. Se mere på www.dccenergi.dk.


