Billund Lufthavn klar med flybrændstof lavet på bioaffald

Som den anden danske lufthavn kan Billund Lufthavn nu tilbyde det biobaserede flybrændstof, SAF, som en ny brændstofmulighed for de mange flyselskaber og operatører, der benytter landets andenstørste lufthavn.

Med initiativet, der har været drevet af DCC & Shell Aviation Denmark og Neste, der er den førende leverandør af SAF i verden, tager dansk luftfart endnu et skridt for at understøtte udbredelsen af mere bæredygtige flybrændstoffer. Forkortelsen SAF står for Sustainable Aviation Fuel og dækker over flybrændstof, der er lavet på affaldsbiomasse som f.eks. brugt madolie og andet bioaffald fra fødevareindustrien.

Billund Lufthavn er gået aktivt ind i den grønne omstillinger med lokale tiltag i lufthavnen, men er ifølge Jan Hessellund, adm. direktør Billund Lufthavn, opmærksomme på, at det helt store skridt skal tages i samarbejde med flyselskaberne. Billund Lufthavn ser derfor yderst positivt på, at flyselskaberne i Billund nu også får adgang til SAF.

”Der er mange teknologier på vej for at gøre luftfarten grøn, og vi må ikke afvise nogle af dem, for der er behov for storskala og flere teknologier. Her er indførslen af SAF i Billund Lufthavn afgørende, og det er et tydeligt udtryk for stigende efterspørgsel fra flyselskaberne. Og vi er meget stolte af nu at kunne være med til at imødekomme noget af den grønne efterspørgsel,” fastslår han.

Stigende interesse for ikke-fossilt flybrændstof

Det er DCC & Shell Aviation Denmark, der står for at levere det biobaserede flybrændstof til Billund Lufthavn. SAF kan anvendes i fly direkte sammen med traditionelt flybrændstof og er bredt anerkendt som nøglen til at indfri reduktionsmålene for flyindustrien på kort sigt. DCC & Shell Aviation Denmark står i forvejen for forsyningerne af SAF til Sønderborg Lufthavn, hvor Alsie Exspress begyndte flyvninger på SAF i 2021.

”Initiativet i Billund Lufthavn afspejler den stigende interesse for biobaseret flybrændstof, vi oplever fra danske lufthavne og flyselskaber. For os som selskab er det her endnu et positivt og vigtigt skridt i retning af at udbrede tilgængeligheden til mere bæredygtige brændstoffer i de danske lufthavne,” siger Ulrik V. Brendstrup, adm. direktør i DCC & Shell Aviation Danmark.

”Lige nu spiller SAF en central rolle i skiftet væk fra fossilt flybrændstof. Men i lighed med luftfartens øvrige aktører ser vi SAF som et effektivt overgangsbrændstof på vejen mod en fremtid, hvor vi flyver på grønt brændstof lavet udelukkende på vedvarende energi,” tilføjer han.

SAF bliver produceret af virksomheden Neste og hedder officielt Neste MY Sustainable Aviation Fuel. Fordi det er lavet 100 procent på bioaffald, kan SAF samlet set reducere drivhusgasudledningen fra brændstoffet med op til 80 procent sammenlignet med fossilt flybrændstof.

Se mere på: www.neste.com

Kontakt

Ulrik V. Brendstrup, adm. direktør, DCC & Shell Aviation Danmark, [email protected], 2220 5357
Mads Bisp Agersnap, PR Manager i Billund Lufthavn, [email protected], 3016 5877

Om DCC & Shell Aviation Denmark

DCC & Shell Aviation Denmark er joint venture mellem DCC Holding Danmark og Shells globale forretning for brændstof til luftfarten. Virksomheden står for al logistik og forsyning af Shell flybrændstof til syv danske lufthavne og er den største, uafhængige brændstofleverandør og -rådgiver til luftfarten i Danmark.