I bestræbelserne for at passe på miljøet udskifter den sønderjyske entreprenørvirksomhed, Otto Chrestensen, nu forbruget af diesel med CO2-kompenseret GTL-brændstof. Fremover kører lastbiler, bulldozere og anlægsmaskiner dermed på det naturgasbaserede brændstof, der forbrænder betydeligt renere end diesel - til gavn for medarbejdere og naboer til anlægsprojekterne.
Efter et års pilottest dropper entreprenørfirmaet Otto Chrestensen nu diesel til lastbiler, bulldozere og anlægsmaskiner. I samarbejde med energiselskabet DCC Energi er det fremover GTL-brændstof den sønderjyske entreprenør fylder på den store vognpark.
Afhængig af motortype, skærer det nye brændstof helt op til 38 % af partikeludledningen. Noget der især kommer de ansatte og naboer til Otto Chrestensens anlægsarbejder til glæde. Men også den daglige drift har ifølge direktør Jesper Chrestensen vist sig at få fordel af skiftet væk fra traditionel diesel.
”GTL forbrænder renere end diesel. Det betyder, at medarbejderne, der arbejder med maskinerne udsættes for færre partikler. Det samme gælder jo for naboer til vores projekter, f.eks. kloakeringsprojekter inde i byerne. Og så har det nye brændstof løst et problem med driftsstop på nogle af vores maskiner, hvor dieselfiltrene sodede til alt for ofte. Med GTL slås vi ikke med tilsodning længere, og det har faktisk haft en positiv økonomisk effekt,” forklarer han.
Samtidig med skiftet til GTL-brændstof har Otto Chrestensen valgt at CO2-kompensere det årlige brændstofforbrug på godt og vel 400.000 liter. Det svarer til en årlig udledning på næsten 1.300 tons CO2, der nu kompenseres via anerkendte, certificerede naturprojekter.
”Som så mange andre virksomheder arbejder vi med at sænke vores miljø- og klimaaftryk, bl.a. ved at reducere vores brændstofforbrug. Desværre findes der endnu ikke alternativer, som uden videre erstatter vores nuværende tunge materiel og lastbiler. Eksempelvis gas- eller eldrevne køretøjer. Så med skiftet til GTL har vi - ud over at gøre noget i forhold til lokalmiljøet - også valgt at CO2-kompensere brændstofforbruget. Det er ikke en endegyldig løsning på klimaudfordringerne, men det er et skridt i den rigtige retning, som vi kan tage allerede i dag,” siger Jesper Chrestensen.
Det er DCC Energi, som bl.a. driver Shell stationerne i Danmark, der tilbyder virksomheder at købe GTL-brændstof, der er CO2-kompenseret via store skovbevarelses- og træplantningsprojekter. Projekterne findes i dag i Asien, Europa samt Nord- og Sydamerika og er certificeret under internationalt anerkendte standarder, som bl.a. Concito fremhæver.
”Vi oplever fortsat stor interesse for GTL som en nem vej til at optimere driften og reducere den lokale luftforurening fra dieselmaskiner. I kombination med muligheden for at CO2-kompensere forbruget af GTL får virksomheder samtidig en mulighed for at gøre noget i forhold til klimaet i en overgangsfase,” siger Christian Heise, adm. direktør i DCC Energi.
Yderligere information
Christian Heise, adm. dir. i DCC Energi, 2220 5135, [email protected]
Jesper Chrestensen, direktør i Otto Chrestensen A/S, 2063 5227, [email protected]