22-09-2022

Pressemeddelelse: Nu kan du se brændstoffets CO2-aftryk når du tanker

Pressemeddelelse: Nu kan du se brændstoffets CO2-aftryk når du tanker

For første gang herhjemme kan bilister nu direkte se, hvor stort et CO2-aftryk der følger med, når de tanker bilen. Det er landets mere end 240 Shell tankstationer, der nu viser klimaaftrykket for hver optankning på kundernes kvittering. Initiativet er et skridt i at synliggøre den udledning fra transport, mange har i hverdagen.

Trykker du ’print kvittering’ på standeren på landets Shell tankstationer, vil du fra og med i dag ikke bare kunne se, hvor meget du har tanket. Fremover viser kvitteringen også det CO2-aftryk, der udledes fra den mængde brændstof, du har tanket. Det handler om at skabe gennemsigtighed og fokus på det CO2-aftryk, vi alle har som forbrugere – også når det kommer til den daglige transport i bilen, fastslår Søren Møller Maretti, direktør for mobilitet i DCC Energi, der driver Shell tankstationerne herhjemme.

”I gennemsnit har hver dansker et samlet CO2-aftryk på ca. 17 tons CO21. En del af dette er fra transport, og det vil vi gerne være med til at synliggøre ved at vise det CO2-aftryk, der følger, når du tanker og bruger bilen. Derfor har vi udviklet et system, der gør det let for os at dele disse oplysninger og på den måde øge bevidstheden om, hvad vores klimaaftryk egentlig består af,” siger han.

Det CO2-aftryk, der vises på kvitteringen, tager højde for, at aftrykket fra brændstoffer er forskelligt, når hele regnestykket fra olieboringen til forbrændingen i motoren (well-to-wheel) gøres op. Eksempelvis er der en forskel på 0,36 kg/CO2 per liter mellem 95 oktan benzin, som i Danmark er iblandet 10 pct. bioprodukt, og diesel, der indeholder 7 pct. bioprodukt.

”For gennemsnitsdanskeren udgør brændstofforbruget kun en mindre del af det samlede klimaaftryk. Men udledningen fra vores daglige transport er alligevel interessant at synliggøre. Eksempelvis viser vores beregninger, at en gennemsnitlig bilist, der tanker 1.000 liter 95 oktan benzin årligt, har et samlet CO2-aftryk fra brændstoffet på 2,77 tons. I en dieselbil vil udledningen være 3,13 tons CO2,” forklarer Søren Møller Maretti2 og tilføjer.

”Selv om vi også er i gang med at installere lynladere på Shell tankstationerne, er det langt fra alle, som her-og-nu har mulighed for at udskifte deres nuværende bil med forbrændingsmotor. Derfor er det vigtigt for os både at favne elbiler og de traditionelle biler på vores stationer i takt med den gradvise omstilling, der er i gang”.

Som de eneste på markedet tilbyder DCC Energi i dag, at bilister, der har et Shell Card, også kan CO2-kompensere udledningen fra deres brændstof for kun 26-30 øre per liter. Det sker via store, certificerede naturbevarelsesprojekter rundt om i verden.

Yderligere information

Søren Møller Maretti, Direktør for mobilitet, DCC Energi, 2220 0467

1 Jf. tal fra Concito, https://concito.dk/bliv-klimaklog/hvad-kan-man-selv-goere
2 Beregningerne er baseret på drivhusgasværdier fra Erhvervsstyrelsens Klimakompas.

DCC Energi A/S
Nærum Hovedgade 8
2850 Nærum
CVR: 32141846

LinkedInFølg os på LinkedIn

Kundeservice:
Telefon: 70 10 20 10
E-mail: [email protected]

Shell Licensee
a DCC business