09-04-2021

Pressemeddelelse: Kaj Madsen Fjelstrup får bevis på CO2-kompensering af brændstof

Pressemeddelelse: Kaj Madsen Fjelstrup får bevis på CO2-kompensering af brændstof

Som en af de første virksomheder i Danmark besluttede transportvirksomheden Kaj Madsen Fjelstrup A/S sidste år at kompensere dieselforbrug på de mere end 300 lastbiler i vognparken. Efter et år er første bevis på klimainitiativet nu leveret fra energiselskabet DCC Energi - et certifikat, der dokumenterer, at en udledning på mere end 10.000 tons CO2 er kompenseret via store naturbevarelsesprojekter.

10.997 tons CO2 eller det, der svarer til det samlede CO2 aftryk fra kørsel med over 4.000 almindelige familiebiler et helt år. Så stor en udledning fra lastbilerne har Kaj Madsen Fjelstrup A/S det seneste år kompenseret via store naturprojekter. Ifølge adm. direktør, Jens Andersen, er investeringerne i at kompensere lastbilernes udledninger et led i Kaj Madsen Fjelstrups målrettede miljø- og klimaindsats. 

”Som en virksomhed inden for tung transport er vi stadig afhængige af diesellastbiler. Alligevel ønsker vi at vise, at vi er på vej og konkret prioriterer et hensyn til klimaet. Ligesom resten af branchen er det nødvendigt, at vi aktivt tager skridt på vejen mod en grønnere virkelighed. Det er vores investeringer i at CO2-kompensere et eksempel på. Det samme gælder investeringer i at få mindre belastende gaslastbiler ind i vores flåde,” siger han og tilføjer. 

”Det er en omstilling, der koster penge. Men det et vigtigt for både os, kunderne og for samfundet, at vi omstiller os til en virkelighed, hvor vi reducerer udledninger, hvor vi kan, og kompenserer de udledninger, vi endnu ikke kan undgå”.

Jens Andersen forklarer, at kunderne har taget yderst positivt imod beslutningen om at CO2-kompensere brændstofforbruget. Ikke mindst fordi det er et initiativ, der matcher godt med de klimatiltag, som mange kunder selv er i fuld gang med. Ud over kompenseringen af brændstoffets CO2-aftryk har Kaj Madsen Fjelstrup også investeret i en stribe LNG-drevne lastbiler. Gaslastbilerne udgør i dag ca. 10 pct. af flåden. 

Det er DCC Energi, som bl.a. driver Shell stationerne i Danmark, der som det første energiselskab herhjemme tilbyder virksomheder og offentlige kunder at CO2-kompensere deres brændstofforbrug. 

”Rene eldrevne køretøjer og maskiner er stadig ikke rigtig et realistisk alternativ indenfor tung transport, landbrug og byggeriet. Her giver CO2-kompensering en mulighed for alligevel at gøre noget i forhold til udledningen fra maskin- og vognparkerne. Kaj Madsen Fjelstrup har været med fra begyndelsen, siden vi introducerede kompensering som en ny mulighed, og på den måde har de også været med til at sætte CO2-kompensering af brændstof på agendaen i Danmark,” siger Christian Heise, adm. dirktør i DCC Energi.

Det er Shell, der sammen med udvalgte projektudviklere investerer i at opbygge en stor portefølje af certificerede naturbevarelses- og skovplantningsprojekter. Projekterne findes i Asien, Europa, Nord- og Sydamerika, og er certificeret under de internationalt, anerkendte standarder VCS og CCB Standards. 

Yderligere information
Jens Andersen, direktør i Kaj Madsen Fjelstrup A/S, 7630 1312, [email protected] 
Christian Heise, adm. dir. i DCC Energi, 2220 5135, [email protected]

Om Kaj Madsen Fjelstrup A/S 
Kaj Madsen Fjelstrup A/S blev grundlagt i 1984 med sigte på internationale transporter af temperaturfølsomt gods på tværs af hele Vesteuropa. I dag har virksomheden over 450 ansatte og driver en kæmpe vognpark med lastbiler og køletrailere, som alle lever op til strengeste miljøstandarder under Euro 6-normen. Kaj Madsen Fjelstrup A/S arbejder målrettet på at reducere sin CO2-udledningen. Det sker bl.a. gennem investeringer i topmoderne materiel og styresystemer.

Læs mere på www.kajmadsen.dk.

 

 

Energi til hele Danmark

Vi forsyner Danmark med brændstoffer, smøremidler og naturgas, og vi driver netværket af Shell tankstationer i Danmark.

Nyhedsbrev fra DCC Energi

Få tilbud, gode råd og mulighed for at deltage i vores konkurrencer.

Tilmeld nyhedsbrev

DCC Energi A/S
Nærum Hovedgade 8
2850 Nærum
CVR: 32141846

LinkedInFølg os på LinkedIn

Kundeservice:
Telefon: 70 10 20 10
E-mail: [email protected]

Shell Licensee
a DCC business