01-11-2021

Pressemeddelelse: DCC Energi henter Rasmus Brandt Pedersen som produktchef i ny eMobility-forretning

Pressemeddelelse: DCC Energi henter Rasmus Brandt Pedersen som produktchef i ny eMobility-forretning

Som en del af forberedelserne til fremtidens eldrevne mobilitet henter DCC Energi nu Rasmus Brandt Pedersen til en nyoprettet stilling som produktchef for eMobility. Dermed opruster energiselskabet, der bl.a. driver Shell tankstationerne i Danmark, med en stærk profil fra elbilsbranchen, der kommer med tung erfaring fra bl.a. Tesla, Green Mobility og Clever.

Som en del af strategien om at sætte et markant aftryk på fremtidens energimarked i Danmark styrker DCC Energi nu kompetencerne inden for eMobility. Det sker med ansættelsen af Rasmus Brandt Pedersen, der træder ind i en nyoprettet stilling som produktchef for eMobility i det nye forretningsområde New Energies. 
Her vil DCC Energi i de kommende måneder gå aktivt ind på det voksende elbilsmarkedet med en bred vifte af løsninger til ejere af el- og hybridbiler.

”Vi har en klar ambition om at være en central del af den forandring af energimarkedet, der er i fuld gang. Det kræver bl.a., at vi som energiselskab tilbyder kunderne nye løsningerne og muligheder på vejen til en grønnere energiforsyning. Her spiller udviklingen af elbilsmarkedet en stadig vigtigere rolle - også for os og de mere end 230 Shell tankstationer, vi driver. Vores strategi er at spille en betydelig rolle på eMobility både på kort og på lang sigt” fortæller Christian Heise, adm. direktør i DCC Energi.

Med ansættelsen hos DCC Energi vender Rasmus Brandt Pedersen retur til elbilsbranchen. Her har han tidligere været CEO i GreenMobility, nordisk marketing manager i Tesla og forretningsudvikler hos Clever. Ifølge hovedpersonen selv fordi der for alvor er sat skub i elbilismen i Danmark, hvor lademarkedet står overfor en rivende udvikling, hvor nye aktører som DCC Energi nu træder ind med nye løsninger og produkter.

”Der er ingen tvivl om, at elbilen reelt får sit gennembrud lige nu. Det gør det naturligvis yderst interessant for mig rent personligt at vende hjem, om man vil. Samtidig er DCC Energi på vej til at blive en ny, ambitiøs spiller på eMobility i Danmark, som vil være med til at gøre livet som elbilist lettere og mere gennemskueligt,” siger Rasmus Brandt Pedersen.

”Det er en spændende rejse ind på et nyt marked for et traditionelt energiselskab, der med et fintmasket net af tankstationer og en bred kundeskare har potentiale til at udvikle markedet og infrastrukturen til gavn for en øget elbilisme herhjemme,” tilføjer han.

Rasmus Brandt Pedersen er 37 år og uddannet Cand. Merc. i international marketing fra Aalborg Universitet. Privat er han bosat i Jyllinge sammen med kæresten Vinnie og to piger på 2 år og på 2 måneder. Den daglige tur til og fra DCC Energis hovedkontor i Nærum vil fremover blive klaret bag rattet i familiens nyerhvervede Tesla Model S.

Yderligere information
Christian Heise, adm. dir. i DCC Energi, 2220 5135, [email protected]
Rasmus Brandt Pedersen, produktchef eMobility i DCC Energi, 2344 0695, [email protected]

DCC Energi A/S
Nærum Hovedgade 8
2850 Nærum
CVR: 32141846

LinkedInFølg os på LinkedIn

Kundeservice:
70 10 20 10
[email protected]


FacebookFølg os på Facebook

Shell Licensee
a DCC business